FØRSTELINJER FRA DANSKE ROMANER UDGIVET I 2016

 

Alice havde haft følelsen af at Tuva ønskede at kravle ind i hendes

Alle mennesker har en hemmelighed. Noget, som gør dem til den,

Allerede inden vi rejste til Nordkysten, sagde jeg til Anders at jeg 

Alt var sort. 

Bar jord her. Her på plænen hvor vinden har fejet sneen til 

Beslutningen tændes i hende midt på eftermiddagen, 

Bjørk sidder i døråbningen. Hun føler sig godt til-

Blodet på fotografiet så meget ægte ud. Det løb ned af Iris’ venstre 

Busser er flyttet fra mor og Emma og mig og over på den an-

Byfoged Povel Madsen stod ved vinduet på førstesalen i rådhuset. 

Carina vågner ikke. For hun har ikke sovet. Jeg 

Commerson støder tæerne på plantekasserne. Når han rejser sig, 

Da jeg var dreng, havde jeg et hjem: Fars gård i Kent, hvor 

Dan gamle kigger ned med venstre øje, med det 

Decembernatten er mørk og kold. Det har sneet tidligere på 

De fleste mennesker føler, at lige præcis det sted, de er 

De kalder ham Gedemanden. El hombre cabra fra La Comera. Han

Den sommer var aviserne fyldt med artikler om at der ikke var

De sad tæt omslyngede i mørket. Hun følte sig fyrre år yngre. Hans 

De sidder oppe i kæmpeegen efter skole da han fortæller 

Der er dage, hvor jeg ikke kan få vejret.

Der findes kun ét billede af hele vores familie. 

”Dér ligger Ladehammeren. Og Hakon Jarls handelsplads.”

Der skulle gå tre dage, før jeg fandt ud af, at jeg var død. 

Der står en bjørn et sted i polarsneen og gnaver isklumper

Det var blevet mørkt. Og frosten bed. Klokken var ni om afte-

Der var ingen almindelige mennesker, der forstod det pres, det var at 

Det begyndte at regne mens han kvalte hende.

Det er den 1. januar 

Det er nat. Byens himmel bliver aldrig dybsort, som mørket 

Det er tidlig sommer, og han har lavet en hule. Når han sid- 

Det føltes underligt at kysse Marcelis. Som at kysse en bror. 

Det lavtryk, der havde grålagt landet de seneste dage, var ved at

Det må være en overlevelsesmekanisme. Sådan tænker Helene imens

Det stak i ham hver gang det skete. Det var selvfølgelig ikke 

Det så ud, som om solen havde iklædt sig en mor- 

Det var den gode tid. Vintersæden dækkede jorden, forårssåningen var i

Det var et pillearbejde, men det var umagen værd. Nora stod bøjet 

Det var sommer 

Dine svedende pupiller. Jeg ser dem et sted i mas- 

Drømmen: 

”Du lugter af lort,” sagde Dietmar.

Døren til udlejers værelse går op 

Efter flere uger med kraftig vind fra vest og nordvest har de se- 

En dag jeg ryddede op i min reol, fandt jeg min Blå Bog fra

Endnu ikke. 

Engang. Det var i sensommeren 1998. Der var  

En tåge fra vest rullede hen over havet og ind mod

Et af træerne blomstrede tidligt det år. Det stod i parken foran 

Forfølgeren gik ned gennem den brede handelsgade og drejede skarpt til venstre ad en 

Fortælleren (det er mig der rasler … når jeg letter på låget). 

Fuga. Et ord med bøjningsformer, fuga, fugae, fugae, fugam. 

Først i det øjeblik, hun hørte noget tungt falde ned i af- 

Første nat i Vestsahara. 

Han glider på trinnet. Foden rammer det næste. Det giver knasende 

Han kastede blikket bagud i bussen og begyndte ubevidst at tælle 

Han lå med lukkede øjne på et leje af blade i skoven. Foran 

Han sidder ved bordet, som han skal. Den fore- 

Han var der ikke, da jeg steg ud af toget. Jeg stod og trip- 

H.H. Hvidholt. 

Holder Mogens’ fireårs-teori stik, bliver det et ind- 

Hovedet nikker en enkelt gang, inden det glider 

- Hun døde i mine arme. Det sidste åndedrag 

Hun rakte en seddel, hvorpå der stod: 

Hun står med ryggen til plantagens lave træer

Hun tager billederne frem fra den skuffe, de har ligget i, siden hun

”Hvis formiddagsaviserne skriver om det, falder oplagene, og 

”Hvordan kan du kalde dig et menneske, når du opfører dig som et svin.” 

Hvorfor kan folk ikke bare være kede af det? Her står, at hver 

- Hvorfor skriver du ikke en bog om Sally? Nu hvor du al- 

I hvor lang tid hun havde sparket til de klæbrige, visne blade, vidste

I min nøglering hænger en nøgle til et hus, jeg aldrig har 

Inde på tanken får jeg lyst til småkager, de ligger i gen- 

Israels Gud se i nåde til dit folk! I går eftermiddags trod- 

I tredive år har jeg fortalt historier om andre mennesker. Her 

Ja undskyld mig, men familiefar?!  

Jacob fulgte efter lægesekretæren ned ad en smal gang. Hun 

Jeg bliver skuffet. Sommerhuset ligner sig selv. Lykkebo står der på et

”Jeg drømte, at der stod en engel bøjet over mig for at skrue mine 

Jeg er født i 1963. Som helt lille kunne jeg godt lide, 

”Jeg føler en konstant overvældende angst. Om 

Jeg har sat mig op nu, men det er stadigvæk hvidt. En 

Jeg holder Angelica i hånden. Her fra sygdomsbjerget, det hvide 

Jeg lå stille i rummet – rørte ikke en finger. Det er en 

Jeg skævede hen over min mor, der lå på gulvet med 

Jeg stod foran døren til den lejlighed, jeg var vok-

Jeg sætter mig for at komme ind, som en orkide pludselig 

Jeg tror, der er fem lejligheder i huset, og jeg ved ikke, hvilken af 

”Jeg ved ikke hvad du har gjort. Du har løjet for mig. Lad være med at 

Jeg ved ikke nøjagtigt hvor lang tid siden det er at 

Jeg vil tillade mig at omtale mig selv i tredje person, 

Jeg voksede op på Gammelholm nær ved Kongens Nytorv 

John vidste ikke, om det var selve skuddet eller slaget, han først registre- 

Kunne de være røget ud med gavepapiret? I 

Kvinden lå med spredte ben. Det blottede skød var dækket af mørkt, krøl- 

Kære Ursula 

Landevejen lå neden for skrænten, man kunne 

Langsomt løfter solen sig op over denne fortælling, over denne by,

Lea havde trukket mig med op ad vindeltrappen. Vi gik gennem før- 

Lensgreve Erich August Broch var ikke en 

Ligesom i Paris er der mænd i Calais, der handler 

Liget lå på marmorgulvet under en legemsstor hærfører- 

Lyden af regnen på det enorme bliktag lød som biler i tomgang. Jaq 

Mandag den 13. oktober 2014 

Manden hostede sig vådt til live i en kiste. Den var åben og

Marie sad i græsset og stirrede på de røde ribs på busken, som 

Michael Strunge er død. 

Min far styrer traktoren. Jeg hænger med overkroppen ud 

Min far var af den overbevisning at vigtige dokumenter skulle 

Min fars jordiske rester var gravet ned, da jeg modtog meddelelsen

Min hjerne skælver. 

Mine trusser er fulde af lort. Jeg tager dem af, ofrer en halv liter vand på at 

Mit navn er Jørgen. Jørgen Usse Gravesen. Jeg er elmontør. Jeg for-

Mobiltelefonen summer i natten. Ude af takt med den 

Morgenlyset hvirvlede støv op fra de tunge gardiner, og Gregers 

Mrs. Benedicte Riis 

Mørke. Let frost. Han sætter sig ind i sin Peugeot. 

Noah vågnede ved, at det bankede på døren. Han rejste sig

Nu er det efterår, og jeg fører mit skib Haabet hjem fra Sankt 

Nu er din mand også død, Anna. Din mand, 

Oktober, 1986. Jeg tog til Tyrkiet efter en vens selvmord og 

Opkomlinge. De fleste af dem i hvert fald. Med undtagelse 

Ordrup Næs er resterne af et endemorænelandskab, der stræk- 

Pigen bliver født i marts. Fødslen sættes i gang, da 

Preben lægger nøglen tilbage i natbordsskuffen, hvor også de andre er 

På bunden af poolen lå der en kinesisk flækkekniv, sådan et kort,

På en stejl bjergvej i Tramuntanabjergene på Mallor- 

På parkeringspladsen nede foran mit køkkenvindue står en kvin- 

Rummet er mørkt, væggene grå. Hun indsnuser den metalliske 

Salman kunne se, at smerten jog gennem Maryam, idet hun løf- 

Skikkelsen sad ubevægelig på klippefladen og sugede kraft ud af solen

Skyerne trækker sig tæt sammen oppe over de himmelstræ- 

Sneen glitrer i lyset fra halvmånen og lygterne ude på H.C. Ander- 

Solen. Flimrende. Ned mellem kastanjetræets blade. 

”Statsministeren er blevet skudt!” 

Stål og uld og ståluld 

Så begynder det at regne. Jeg kan huske et regnvejr Vivian og 

Så man op ad det ottekantede tårn og rokkede fra side

”Så står vi op.” 

Telefonen på Thor Bellings skrivebord ringede, og han greb ud

Tino er fascineret af ord, og et loop bringer hans tanke i svingning 

Trafikken glider langsomt over Sjællandsbroen i det fedtede føre,

Tænk, hvis der ingen kom. Eller kun ganske få, måske under

Udenfor ligger Belgien. 

Uden for indgangen til hytten står de parate til at dræbe os. Flam- 

Ulykken skete en tidlig morgen. Solen havde for en gangs skyld skinnet,

Vejen lød som et stort, stønnende dyr lige på den anden side

Vi klaprede om kap på tastaturerne. Der var prestige i at taste hurtigt, 

Vinden bevæger sig og afspejler den, der søger den. Vinden bevæges 

Vinden stod og duvede frem og tilbage mellem fjeldene på Kal- 

Visse dage slæber jeg historien efter mig som et cement- 

 

​

​

SIDSTELINJER FRA DANSKE ROMANER UDGIVET I 2016

 

afslutning på et kapitel i hans liv.

”Ahhhhnnnn, AAAAHHnnnn …”

aldrig før.

alle, og så fik man ikke is i tide og utide. Det var sådan, det var. Ja.

allerede begyndt at skrige nede ved voldgraven.

Alt flimrede i hans Vangede-vindue.

at han troede, tidevandet ville adlyde ham.

bløde.

de der savnede sig barn.

deler med hinanden, for en stund.

dem, men de forsvinder jo.

den altid havde været.

den Lisbeth Storm.

den med jorden. Men her findes solen. Lige her!

deres hukommelse for en sikkerheds skyld.

Der kommer kun én til hendes bisættelse, hendes mand.

Det eneste, jeg vil efterlade dem, er en fortælling.

- Det er et godt råd, Christoffer.

Det er fyraften.

det holdt op med at regne.

det nu.

”Det ved jeg ikke. Det hele er vist en fejltagelse.”

dre.

drig komme frem. Nu vidste han hvorfor.

du, Jofrid? Svar os nu. Hvad ser du?

dæmonerne ud. Han havde aftensolen i ansigtet og kørte ind mod byen.

dødt kød.

endelig havde et sted, hvor jeg kunne græde i fred.

ensomt og pauvert. I går slukkede hun selv for kontakten.

en strand indhyllet i et sindssygt lys.

en time.

er der ingen grund til forstillelse.

et dyr.

fast og længe.

finde, forstå at læse dem ret og således ære hendes minde!

finde på plads. Eller før der blev plads ved siden af en. 

first choice!”

for enden af Sørvågur fjord. Nu bor det i øjet.

forkert. Noget er bare som det er.

forsøger at se frem til at få svar på dette spørgsmål.

fortroligt.

fra din grav nu? Din forbandelse er brudt.

fra mig.

friske spor i sneen.

Futsa MaPule

fælles mælk, triumferende, som man holder et bytte frem.

færgen i det fjerne.

gang der bliver august.

ge mod hytten, mens solen stod op.

gene op.

give sig til kende i Jylland.

”Glædelig jul,” sagde Martins og tog Guilettas hånd.

gravid. Måske er det med dig.”

gyde.

går under.

Han var ikke alene.

han var ikke bange. Han kunne tåle alt.

havde været derhjemme.

havde ønsket sig.

hende, mens de gik tilbage til bilen.

Hendes identitet er aldrig blevet kendt.

Henrik, da bilen rammer hovedvejen.

hospitalet.”

Hun hedder Haabet.

Hun lukkede øjnene.

Hun ser længe på dem. Så smider hun æsken på bålet.

Hun slipper. 

Hun sukkede. Så godnat, Dan.”

hvide sne.

– Hvor bedårende, hvisker jeg.

i Kaokaland.

ind i dem.

Iris er på min side.

– Ja, den rigtige historie.

”Ja, heldigvis.”

Jeg er lettet, for ingen har sørget for nogen dessert.

Jeg skriver.

”Jeg vil i noget brandhamrende smart.”

Jens Ole Steenholdt

Kort efter var krusningerne glattet ud og fjeren forsvundet.

landkort fuldt af huller. Det er den nye verden.

langt borte, at han ikke længere kunne røre dem.

lede om savn.

lem dem, nogle gange rører deres skuldre hinanden.

lettet eller ligeglad. Så satte han sig ind i Henriks bil.

lighed til at snyde.

lignede fire små basunengle på række.

Lillebror følte sig anderkendt af sin berømte kollega.

lægens sabel.

- Marcelo, svarede han. - Jeg er professionel.

Marie. Farvel.”

med på ferie. Måske til et eller andet land. Eller Århus.

men ikke derfor mere, end hun havde fortjent.

merdag. Jeg binder røde bånd i børnenes hår.

mig at være på en passende måde at slutte min journal på.

mig indenfor og sige at vi kan spise islagkagen på altanen.

Mille

min mor, under høstmånen ude ved noret.

mod mig som lys.

mod sejldugen.

nel af lys.

Nu sidder resten forfrosne tilbage og mangler at dø.

Nu skal du få dit interview.”

når han dør.

Når han vågner, vil jeg vide, hvad jeg skal sige til ham.

og falder i søvn.

Og Fuerteventura er væk i varmedisen.

Og han går derud.

og udadpegende sylespidser.

om det er sent.

omsider fået en familie.

ovenfra, fra sin bænk i Borghese-parken.

På Albani Torv får jeg målt mit blodtryk, 4837 cyklister over 12.

regnfuldt og trist.

rer os oppe med det liv, der kommer os i møde.

ret og vandret i vinden. Så er det væk.

rumme sådan én som mig, eller i hvert fald min historie.

Sammen går de ind på sygehuset.

sammen. Vi er flersprogede.”

se regnen falder.

sidst.”

sikker.

skindjakken. Ja, siger hun.

skulle forfølge ham resten af hans liv.

som andet end farve i en solnedgang.

Som september. Lille menneske, der går du.

-sterkummer.

svandt så på et øjeblik.

Så blev verden sort igen.

sådan, han fløj op i det blå.

Så kommer udkaldet til flyveren.

Så kom tårerne.

Så mister hun bevidstheden.

tig godt.”

til Kimikos stue.

tilbage?

tilbage, lader det, der skal ske, ske.

tog det som en selvfølge, at han var der, når hun kom hjem.

Tupilakken var tom.

- Tålmodig nu. Lad tiden arbejde. Det gør den så godt.

Uberørte længsel

ud af pakken og stikker ind mellem tænderne på mig.

vandret streg for Elise og en lodret for Robert. Stiplet.

vej imod hospitalet.

ventede på ham.

Vi bliver her.

… vi er ordensbrødre, og jeg har brug for jeres hjælp mod Vatikanet.”

vil huske. Øjeblikkene. Det er dem, vi har, ikke?

værd at prøve!”

ændre alt. Nu forstår hun at hun havde ventet på sig selv.

00:63

 

​

Titlerne er fra Dansk Bogfortegnelses Ugefortegnelse. Selvudgivertitler er ikke medtaget.