Sluttegn

(afgangsudstilling, 2017)

”Periods have a life of their own a necessity of their own a feeling of their own a time  of their own. And that feeling  that life that necessity that time can express itself in an infinite variety …” 

                                Gertrude Stein 

                               "Poetry and Grammar

På væggen i udstillingen Sluttegn hænger Det hvide punktum, et oliemaleri der i motiv og størrelse efterligner Black Circle af Kazimir Malevitjs, blot er den sorte cirkel skiftet ud med en hvid. I videobordet ved siden af vises Punktumpassagen, et punktum der bevæger sig i en planetbane hen over et opslag i en hvid bog. I den ene af udstillingens store montrer ligger tegninger og prints af udfyldte cirkler på bogforsatser. I den anden ligger et punktumatlas. I en mindre montre ligger Gertrude Steins essaysamling How to Write slået op på A Grammarian. Punktummerne på siden er gennemstukket af nåle med sorte knappenålshoveder – kloder der svæver i eller over bogens rum, alt efter om man regner rummet mellem læserens øjne og bogen med. I en anden lille montre ligger en mannequinhånd med en fingerring med et punktum sammen med Rainer Maria Rilkes digt Efterår om Jorden, der falder tung og stum fra stjernerne til evighedens rum og om digterhånden, der falder, og Guds hænder, der griber jorden, mennesket og alting uendeligt forsigtigt i faldet. Ved siden af står to sokler med globusser med titlerne 2D-punktum og 3D-punktum, den ene en todimensionel rund skive og den anden en tredimensionel klode, begge sorte. På en væg hænger der rammer: en ramme med en tegning af et punktum på himlen på vej ned mod et hvidt landskab med hvide flag. Op ad væggen i udstillingslokalet står et hvidt flag med et indfanget sort punktum på dugen. Rammen og flaget har titlen Sluttegn. Der hænger også en ramme med to ens sorte cirkler med titlerne Punktummets forside og Punktummets bagside. En ramme med titlen Punktummets geometri med punktummer skrevet med forskellig typografi. De fleste punktummer er runde, et par stykker er firkantede. En ramme med en tegning af et punktumsystem – en skitse til en model der kan vise afstanden mellem punktummerne i et tekstrum. En ramme med titlen Punktummets faser med et punktum, der aftager og tiltager. En ramme med et forstørret fotoprint af det sidste punktum i Majse Aymo-Boots roman Over os hænger en vidunderlig sol og det sidste punktum i Harald Voetmanns roman om Tycho Brahe Alt under månen. Til sidst en ramme med en tegning over punktummerne fra den side i Ludvig Holbergs roman Niels Klims underjordiske rejse, hvor Klim falder ned i Jordens indre univers, en kort overgang ophøjes til planet og indgår i planetbanerne sammen med det bagværk han har i hånden, og som begynder at rotere om ham som hans måne.

 

Udstillingen Sluttegn trækker på idéer fra konkretmaleriet med dets geometriske, genstandsløse grundformer, her udelukkende i sort og hvid, og konkretpoesien og dens ønske om at konkretisere sproget og bruge det som et materiale. Punktummet, som er den form, hele udstillingen udspringer af, er det vigtigste af alle grammatiske tegn – det eneste ifølge forfatteren Gertrude Stein, der ikke kan undværes, og hvis betydeligste opgave er at være et sluttegn. Den udfyldte, sorte cirkel er også et tegn, der ubesværet bevæger sig fra litteraturen til billedkunsten, matematikken og astronomien. 

 

Udstillingen er en konstruktion, en fiktion der opstår når vidensretninger støder sammen, måske er det bare noget jeg peger på, men formentlig har andre tænkt i samme eller parallelle baner. Konstruktionen er udsprunget af en trang til at spinde en historie over det tegn, der er mindst figurativt. Et komma er kun et komma, et spørgsmålstegn kan ikke være andet end sig selv, mens et punktum uden sin titel associativt kan bevæge sig i mange retninger. Den runde form, cirklen og kuglen, på baggrund og i kontrast til kvadratet og kuben er en form, der betyder så meget og så lidt på én gang. Tycho Brahes elev Johannes Kepler mente, at universet var konstrueret netop sådan: en terning indskrevet i en kugle. Dernæst en ny terning indskrevet i en kugle og så videre. Planeternes baner fulgte kuglernes former. 

 

Punktummet forholder sig på samme måde til bogens firkant, rummets firkant, skærmens firkant. Hvis man forstørrer det op, bliver det til Kazimir Malevitjs maleri Black Circle, hvis man fjerner alle andre tegn på et bogopslag, bliver punktummerne til små sorte kloder i et hvidt rum, hvor læseren selv kan læse universet mellem punktummerne i bogen. En firkant og en cirkel er på én gang stort og patetisk og tørt og minimalistisk. 

Det sorte og det hvide, to helt grundlæggende farver, der ikke engang er rigtige farver, og som står i lige så skarp kontrast til hinanden som cirklen og firkanten i den 2- og 3-dimentionelle udgave. Den hvide farve opstår, når et belyst materiale reflekterer alt lys. Modsat fremkommer den sorte farve, når et materiale absorberer alt lys, og det sorte hul burde derfor være det absolutte sluttegn. 

 

Udstillingen Sluttegn er et lille hjørne af noget, der kunne blive til et kæmpestort museum med mange afdelinger. Her hælder det mod en slags afdeling for punktummet i et grammatikmuseum, men det kunne også forvandle sig til et rum for multiplikationstegnet i et museum for matematiske symboler, en bid af en udstilling i et planetarium, en afdeling for geometrisk abstraktion eller konkretmaleri i et kunstmuseum. 

Alt under månen

Det sidste punktum i Harald Voetmanns roman om Tycho Brahe, 2017